tirsdag den 30. november 2010

Annemarie Morris

Julearrangement

Julearrangement med Annemarie Morris

Litteratur6000 inviterer igen i år til julearrangement onsdag d. 8. december på Kolding Bibliotek. Den forfatter, der var programsat, har desværre måttet melde afbud. I stedet kommer Annemarie Morris, der har været medlem af Etisk Råd og højskoleforstander på Rødding Højskole. Nu er hun tilknyttet Løgumkloster Højskole.
Annemarie Morris kalder sit foredrag for Min kinesiske familie. Hun har ikke mindre end to kinesiske svigerdøtre, hvoraf én er fra landet og én fra byen. Foredraget handler om det moderne Kinas familieliv med rødder i Konfuciansk tænkning. Men også om, hvad vi kan lade os inspirere af, og hvad vi kan være taknemmelige for.
Litteratur6000 glæder sig til at byde velkommen til dette spændende foredrag, der vil være ledsaget af julelækkerier.

Julearrangement med Annemarie Morris: Min kinesiske familie
Onsdag d. 8. december kl. 19.00 på Kolding Bibliotek
Entre: 75 kr. Medlemmer af Litteratur6000: Gratis!
Billetbestilling: thorkild@brunsborg.dk eller 7555 2243
Mere info: www.litteratur6000.dk

Litteratur6000 v/ formand Kirsten Lorenzen, telefon: 75507005, mail: loz@stofanet.dk

Venlig hilsen
Karen Filskov

torsdag den 25. november 2010

Jul

Litteratur6000’s julearrangement bliver uden Julia Butschkow

Forfatteren Julia Butschkow har desværre meldt afbud til Litteratur6000’s julearrangement den 8. december på Kolding Bibliotek. Men julearrangementet afholdes alligevel, og Litteratur6000 arbejder på at finde en anden foredragsholder. Mere herom senere.

Litteratur6000 v/ formand Kirsten Lorenzen, telefon: 75507005, mail: loz@stofanet.dk

mandag den 22. november 2010

Julearrangement

Kan man tilgive en krigsforbryder?

Litteratur6000 inviterer til julearrangement onsdag d. 8. december på Kolding Bibliotek. I år er det forfatteren Julia Butschkow, som vil læse op og fortælle om sin halvvejs selvbiografiske slægtsroman Apropos Opa , alt imens Litteratur6000 sørger for lækkerier til ganen.

Julia Butschkow, født 1978, debuterede i 1997 med Lykkekomplex. Siden har hun udgivet flere andre bøger. Apropos Opa er en lille stærk roman, som er blevet hendes velfortjente gennembrud. Apropos Opa, der udkom i 2009, handler om en ung kvinde på sporet af sine rødder. Særligt interesserer hun sig for sin farfar, der ligger for døden i Berlin. Han var en imponerende myndig mand. Men en dag fortæller hendes tyske fætter, at deres farfar var obersturmbannfürer i SS. Den unge kvinde følger sporene til Tyskland, ja helt til Polen – hvor en af de værste udryddelseslejre i Det Tredje Rige lå. Bogen stiller spørgsmålet: kan man tilgive en krigsforbryder? På trods af bogens alvorlige tema, skal det nok blive et hyggeligt arrangement – som det plejer. Det vil nemlig blive ledsaget af julelækkerier og bogpræmier.

Julearrangement med Julia Butschkow og Apropos Opa
Onsdag d. 8. december kl. 19.00 på Kolding Bibliotek
Entre: 75 kr. Medlemmer af Litteratur6000: Gratis!
Billetbestilling: thorkild@brunsborg.dk eller 7555 2243
Mere info: www.litteratur6000.dk

tirsdag den 16. november 2010


Forfatteren Trisse Gejl

Trisse Gejl

Skriveværksted med Trisse Gejl



Forfatteren Trisse Gejl har skriveværksted og fortæller om sine romaner på biblioteket den 20. november



Koldings nye skrivegrupper kan godt smøge ærmerne op og spidse blyanterne. Der er aktivt værksted en hel lørdag, når Trisse Gejl fortæller om at skrive, om at være i skrivegruppe og om at give inspiration videre til andre.

Der bliver også skriveøvelser, hvor deltagerne får chancen for at prøve sig selv af.



Efter frokost fortæller Trisse Gejl om sit forfatterskab, og hun vil læse op fra sine egne værker.



Trisse Gejl er en af ny dansk litteraturs anerkendte forfattere, bedst kendt for romanerne Patriarken fra 2006 og Skjul fra 2008.



Man kan være med hele dagen eller nøjes med at deltage formiddag eller eftermiddag efter eget ønske. Formiddagens program begynder kl. 10.00 og eftermiddagens kl. 13.30.

Billetterne koster 50 kr. uanset om man er med hele dagen eller kun formiddag eller eftermiddag. De kan bestilles på tlf. 79 79 11 00 eller købes på Koldingbibliotekerne.



Værkstedsdagen er en del af samarbejdet mellem Koldingbibliotekerne og Litteratur6000 om skrivegrupper. Dagen er sponsoreret af Statens Kunstråds Litteraturudvalg og af Jens Holms Biblioteksfond.