onsdag den 18. november 2009


Henriette Møller

Julelækkerier og litteratur

Litteratur6000 inviterer til julearrangement onsdag d. 2. december på Kolding Bibliotek. I år er det forfatteren Henriette E. Møller, som vil læse op og fortælle om sine bøger, mens foreningen sørger for julehygge og noget lækkert til ganen. Det unge forfattertalent har fuld fart på karrieren med romanerne Jelne og Kaiser, der har fået masser af ros og anerkendelse. Bøgerne er desuden solgt til udgivelse i flere lande. I 2007 modtog hun både Danske Banks Debutantpris og Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. En tredje bog i serien er undervejs, så der bliver tale om en trilogi.

Temaet i Jelne er ensomhed. Bogen handler om den unge kvinde Jelne, der bliver forladt af sin kæreste. Hun har ingen familie og ingen steder at tage hen. Derfor rejser hun tilbage til barndommens land, som er den kro, hvor hun som voksede op sammen med sin mor. Her drømmer hun om at finde et sted og nogle mennesker at høre sammen med.

Romanen Kaiser handler om Jelnes veninde Ida, om Idas rodløse mor og om hendes mormor, der under krigen var tyskertøs. Da Idas morfar dør, ser de tre kvinder tilbage på deres liv, og spekulerer over de valg de har truffet og deres konsekvenser.

Henriette E. Møller vil læse op fra bøgerne og fortælle om sit forfatterskab. Hun vil også løfte sløret for, hvad den tredje bog i serien kommer til at handle om. Det hele vil blive ledsaget af julelækkerier og bogpræmier.